Socialforvaltninger under urimeligt pres
Vi er underbemandede og alt for pressede, og det går ud over vores arbejde, lyder det fra næsten alle landets socialforvaltninger.
Specielt grelt står det til i Nuuk, der netop i disse dage er i fokus på grund af de mange omsorgssvigtede børn.
- Vi er så få i forvaltningen, og der er simpelthen så meget at lave, siger afdelingsleder og sagsbehandler Karen Jensen fra Nuuks socialforvaltning.
Kun fire ud af ni stillinger er besatte, og det tæller endda Karen Jensen, der tager en fuld sagsbehandlertørn ved siden af at lede afdelingen. Mange af kollegerne er ved at give op over for presset, og selv arbejder Karen Jensen elleve timer om dagen.
- Vi kan simpelthen ikke gøre vores arbejde under de her vilkår. Vi er med til at omsorgssvigte, for vi kan simpelthen ikke nå det, siger hun.
Desperationen er mærkbar, og der lader ikke til lige umiddelbart at være hjælp på vej. Og hvad værre er, det er ikke kun Nuuk, der kender situationen.
I Qasigiannguit fortæller de, at de ikke har så meget som én uddannet socialarbejder. De har søgt de sidste fem-seks år, men uden held.
Imens har almindelige kontoruddannede måttet stå for sagsbehandlingen. Nu er kommunen begyndt at sende de medarbejdere på kurser, så de kan det mest basale.
Også i Sisimiut mangler de folk i socialafdelingen. Det betyder stress og jag for dem der trods alt er, og langsommere sagsgange.
I Qaqortoq kender de også til problemet, og her griber socialchef Helga Rask Jensen det galgenhumoristisk an:
- Vi er heldige, vi har to tredjedele af stillingerne besat. Nu er jeg lige kommet hjem fra socialchefkonference, og der har vi jo også diskuteret bemanding. Og vores kommune er en af de heldige kommuner, siger hun.
Men hvad sker der, når kommunernes socialafdelinger er så underbemandede, som de er?
For Nuuks vedkommende er det klart nok. Udbrændthed, umulige arbejdsbetingelser og børn, der får alt for lidt hjælp.
Men hvad med for eksempel i Qaqortoq, hvor de trods alt har to tredjedele af bemandingen?
- Jo mere stressede socialarbejdere er, jo mindre ressourcer har man til at snakke med forældrene, eller tage sig af de indberetninger man får, siger rektor på socialrådgiverskolen Martha Olsen.
Det betyder, at man ikke tager hånd om problemerne tids nok, som bare forværres.
- Problemerne bliver større, for familierne, for børnene og for hele samfundet. Og jo mere socialarbejderne føler, at de ikke i tilstrækkelig grad kan hjælpe, jo mere stressede og udbrændte bliver de, siger hun.