Socialdemokrater: Danmark bør undskylde!

Forsøget med de grønlandske børn som i 1951 blev sendt til Danmark, bør afføde en dansk undskyldning, mener Socialdemokraterne.
12. august 2009 09:40

Det var et klart overgreb, da myndighederne i 1951 sendte 22 grønlandske børn til Danmark, og derfor bør der komme en dansk undskyldning. Det mener Grønlandsordfører for Socialdemokraterne Mogens Jensen.

- Efter min opfattelse har man lavet et overgreb på nogle børn. Man har jo gjort det i den bedste mening, men ikke desto mindre er det et overgreb, som i dag vil forekomme fuldstændig uacceptabelt. Jeg synes ikke, at der vil gå noget af den danske statsminister ved officielt på Danmarks vegne at give en undskyldning, til de børn, som i dag er voksne, som det her er gået ud over, siger Mogens Jensen.

Han mener ikke, at der nødvendigvis er behov for at undersøge sagen yderligere, men han vil på den anden side heller ikke stille sig i vejen for en undersøgelse.

- For mig står det rimeligt klart, hvad det er, der er sket. For nogle år siden har Tine Bryld beskrevet det i en bog, og nu er det igen fremme i medierne. Det er jo et klokkeklart overgreb på nogle grønlandske børn, hvor man har frarøvet dem deres kultur og på mange måder den barndom og ungdom, som de ellers kunne have haft. Jeg behøver ikke en undersøgelse for at konstatere, hvad det er, der er sket, siger Mogens Jensen.

Det har ikke været muligt i dag at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.