Socialcheferne: socialt rejsehold er løsningen

08. juni 2005 11:49

Kommunerne har brug for et beredskabskorps i forbindelse med pædofili- og incestsager. Derfor har socialcheferne nu sat KANUKOKA til at undersøge muligheden for et socialt rejsehold.

- Vi har drøftet det, fordi vi mangler faglært personale. Altså socialrådgivere og psykologer, siger socialchefernes næstformand, Bertha Kreutzmann.

Det er ikke alle kommuner der har en psykolog, og Bertha Kreutzmann forklarer, at især i de omfattende og svære situationer, hvor mange er involverede, kunne det være godt med et socialt rejsehold.

- I forbindelse med pædofili- og incestsager er det jo ikke kun børnene, der bliver ramt. Det er hele familien der får problemer og som skal hjælpes.

Når der opstår sådanne akutte situationer og der samtidig er personalemangel, så får de ansatte i kommunernes socialforvaltninger alt for mange opgaver de skal løse. Derfor er der brug for et udrykningsteam udefra, der kan hjælpe til.

- Vi lever i nogle små samfund hvor alle kender hinanden, og derfor kan det være nødvendigt med bistand fra udenforstående, siger hun.

Bertha Kreutzmann siger, at den hjælp som familiedirektoratet tilbyder kommunerne, er for besværlig. Resultatet bliver at hastesager kan tage længere tid at behandle. I stedet skulle KANUKOKA - den nærmeste samarbejdspartner, være det centrale sted at henvende sig. På den måde vil opgaverne kunne løses meget hurtigere, mener hun.