Snart nyt fra Uummannaq og Narsaq

13. april 2005 10:58

Alle kommunerne i Grønland har efterhånden fundet frem til deres nye kommunalbestyrelser. Det vil sige bortset fra Narsaq og Uummannaq. Men de lover snarlige resultater.

I Uummannaq er forklaringen på forsinkelsen såre enkel. Siumut medlemmerne har haft for travlt med deres øvrige jobs til at få talt sammen. Siden Atassut og Siumut er de eneste, der stillede op i byen, og Siumut fik absolut flertal, kan partiet være sikkert på ikke at blive overhalet indenom.

- Processen bliver på vores egne præmisser. Jens Lars Fleischer (Siumuts topkandidat i Uummannaq, red.) havde nogle forpligtelser i Kanukoka, som han først skulle have overstået. Han kommer frem i morgen tidlig, og så kan vi snakke om hvordan vi vil placere os, siger Siumuts Jens Trolle der blev valgt ind med 88 stemmer, og er havnechef i Uummannaq.

Han vil ikke afsløre hvilken post han selv går efter, og det er måske ikke så mærkeligt, at han holder kortene tæt ind til kroppen.

Radioavisen erfarer nemlig, at han lige nu er favorit til borgmesterstolen.

Atassut peger på ham, og internt i Siumut er det også ham der heppes på. Jens Lars Fleischer, der fik flest stemmer i byen (14 mere en Jens Trolle) har for travlt som formand for Kanukoka til også at være borgmester, er stemningen.

Atassuts Elisabeth Fleischer udtaler, at hun er overrasket over, der skulle gå så lang tid.

Et godt stykke mod syd, i Narsaq, har de haft fuld gang i processen siden valget, men der er også flere kombinationsmuligheder.

Her fik Atassut nemlig to mandater, IA fik tre, og Siumut fik fire. Det betyder, at alle koalitioner kan fungere, hvis partierne ellers kan blive enige.

Til at begynde med så det lyst ud for en koalition mellem IA og Atassut. Men så udsatte Atassut pludselig videre forhandlinger, og gav sig i stedet til at snakke alvorligt med Siumut. De forhandlinger lader til at bære frugt.

- Det trækker ud, fordi vi vil gøre det så grundigt så muligt, er det eneste Atassuts Josef Petersen vil sige i dag.

Siumuts favorit til borgmesterposten Kiista P. Isaksen, er endnu mere fåmælt:

- Jeg vil ikke udtale mig, så længe forhandlingerne er i gang.