For små trusser under træet

27. december 2005 15:12

Mænd køber for små trusser til deres koner og kvinder køber skjorter, der langtfra passer til herrernes bugnende julemaver.

Sådan lyder konklusionen efter Radioavisens besøg hos et par tøjbutikker i Nuuk på ’store byttedag’, hvor ekspedienterne hjalp med at finde de helt rigtige størrelser til de bløde gaver.

Hos forretningen Bror og Søster beskriver ekspedient Vibeke Billmann 3. juledag som meget travl:

-Vi har haft kunder, som har byttet gaver til andre farver og størrelser lige siden, vi åbnede klokken 10 i formiddags.

Vibeke Billmann fortæller, at det typisk er kvinderne, der kommer i butikken for at bytte deres gaver. Af og til fordi mændene har været en anelse for optimistiske med valget af størrelse.

Det er forskelligt fra butik til butik, hvordan man håndterer det store bytteræs. Nogle giver pengene tilbage og andre giver til-gode-sedler.