Sluk lyset i aften fra 20.30 til 21.30

Fra kl. 20.30 til 21.30 i aften går det løs. I lighed med 2848 byer i 84 lande, slukker også privatpersoner og offentlige myndigheder her i Grønland lyset, som en del af den verdensomspændende lampeslukningsleg ”Earth Hour”.
Skrevet af Karsten Sommer
28. marts 2009 14:45

Fra de små øer i Stillehavet til storbyer som New York, London, Bangkok, Beijing og Moskva, deltager mennesker over hele Jorden i Verdensnaturfonden WWF’s verdensomspændende klimabegivenhed, der skal vise folkelig opbakning til kampen mod CO2-udslip og klimaforandringer.

Lyset er også blevet slukket i en time på berømte bygninger jorden rundt – bl.a. Eiffeltårnet i Paris, Peterskirken i Rom, Operahuset i Sydney, og senere i dag følger Empire State Building i New York og Golden Gate Bridge i San Francisco efter.

I Kommuneqarfik Sermersooq slukkes gadebelysningen i de dele af kommunen, hvor der et mulig og forsvarligt i dag fra 20.30 til 21.30.

Og i det hele taget opfordres alle her i Grønland, hvis de vil støtte klimakampen, til at slukke for strømmen i den lille time her i aften.