Sliberi mangler udmelding fra politikere

07. september 2005 11:48

Der er stor interesse for grønlandske smykkesten, og produktionen kunne gå hen at blive en givtig indtægtskilde for mange.

 

Men der mangler en overordnet og politisk styring på området, siger lederen af stensliberiet i Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset), Hans Henrik Berthelsen.

 

- Der er rigtig mange muligheder hos os, siger Hans Henrik Berthelsen, der leder det kommunale sliberi. Og når aktiviteten er på højeste niveau, er otte forskellige lokale slibere i gang på værkstedet, fortæller Hans Henrik.

 

- Det er først og fremmest rubinen, at der er interesse om, siger lederen. Kommunen startede sliberiet for et par år siden for at give de lokale fiskere mulighed for at tjene ekstra penge, men fremtiden er usikker, fordi strukturering af arbejdet og den politiske styring er udeblevet, mener Hans Henrik Berthelsen.

 

Han har henvendt sig til landsstyret for at få politikerne til at starte en egentlig produktion af smykkesten i Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset). Men han har aldrig fået svar. Indtil det svar kommer, kan de lokale fiskere ikke for alvor komme i gang med at forsyne sliberiet regelmæssigt med rubiner.

 

Udover rubiner er der også tuttupit og nuummit, to andre ædelstene.

 

- Desuden er der også mulighed for at producere fliser, siger Hans Henrik Berthelsen.

 

Men der mangler både et salgssted og et sted at opbevare produkterne i sliberiet, og salget sker på må og få alt efter, hvornår der er turister på stedet.

 

Canadiske rubinjægere har de seneste år været på jagt efter den grønlandske rubin ved Qeqertarsuatsiaat og har givet udtryk for, at de kunne hjælpe den lokale befolkning med at sætte system i organiseringen af sliberiet, men det er foreløbig blevet ved snakken, siger Hans Henrik Berthelsen.