Sløseri med licenser

21. februar 2006 10:26

Smøleri med licenser kan gøre det mere end vanskeligt for det kystnære fiskeri, at holde sig til loven. Det mener fiskernes organisation, KNAPK.

I 2005 havde ikke mindst krabbefiskerne problemer med deres licenser – og Grønlands Kommandoen opbragte flere fiskere end normalt – men i mange tilfælde havde fiskerne egentlig ret til at udføre arbejdet – men havde endnu ikke modtaget licenserne fra licenskontoret i direktoratet for fiskeri. Det siger direktøren i KNAPK, Peter S. Olsen.

- De er simpelthen for langsomme, siger KNAPK-direktøren, og fortsætter:

- Det er et stort problem for fiskerne - og de risikerer blandt andet bøder.

Radioavisen har i dag været i kontakt med en fisker som endnu ikke har modtaget sin licens – selvom den skulle have været klar inden 1. januar – men Peter S. Olsen har ikke fået nogen forklaring fra direktoratet på, hvorfor der går så lang tid.

Da licenserne udeblev sidste år, havde KNAPK møde med daværende landsstyremedlem for fiskeri, Rasmus Frederiksen. Peter S. Olsen mener, at situationen er bedre i år – men problemet er langt fra løst.