Skolebørn på sommerlejr i Danmark

Skrevet af Karsten Sommer
03. juni 2005 07:48

Hele 9. klasse fra Illoqqortoormiut har i disse dage slået sig ned på Langeland. Det er Foreningen Grønlandske Børn og Børnelejren Langeland, der har arrangeret turen for de unge østgrønlændere, hvor flere af dem aldrig har været uden for Illoqqortoormiut før.

Det fortæller Bente With, der er formand for Foreningen Grønlandske Børn:

- De fjorten dage i Danmark består naturligvis af sightseeing, men de kommer også til at møde nogle svenske børn i et fælles projekt.

-De skal også besøge nogle danske børn og unge på en efterskole. Vi vil gerne vise dem lidt om hvad et efterskoleophold består af, siger Bente With til Radioavisen.