Skal vi have et kartoffeldirektorat?

Skrevet af Karsten Sommer
31. august 2005 09:29

Grønlandske kartofler kan ikke eksporteres til EU-lande, fordi Grønland ikke har et plantedirektorat, der kan udstede et såkaldt plantesundhedscertifikat!

Det kom frem i Radioavisen i aftes, hvor Pilersuisoqs salgsdirektør Bernhardt Christensen kunne fortælle om gourmetrestauranter i Danmark, der ønsker grønlandske kartofler på menuen, men ikke kan få det, fordi de nødvendige EU-tilladelser ikke kan udstedes her i landet.

Radioavisen har forelagt problemet for direktør Peter Hansen i Direktoratet for Erhverv og Landbrug.

Han kalder det et listigt spørgsmål, som han aldrig før er stødt på.

- Normalt tænker man jo ikke på Grønland som et landbrugseksportland, men da det jo er en dejlig tanke, hvis Grønland også kan eksportere landbrugsprodukter, vil Direktoratet allerede her til morgen undersøge sagen, siger Peter Hansen.

-Vi vil sætte nogle fagfolk til at kigge på spørgsmålet, så vi ved hvad EU-kravene indebærer, hvilke ressourcer det kræver, og om vi overhovedet kan opfylde de krav de stiller, slutter direktøren.