Skal budgetloven holdes?

Skrevet af Najaaraq Egede
25. marts 2006 16:52

I eftermiddagens Nyhedsmagasin her på KNR gjorde Asii Chemnitz Narup rede for sin opfattelse af hændelsforløbet omkring de problemer, der i ugens løb førte til at Demokraterne krævede hendes afgang som Landsstyremedlem.

Demokraternes formand, Per Berthelsen, har nu på partiets vegne rettet en henvendelse til Landsstyret om man overhovedet behøver en budgetlov, når den alligevel ikke bliver overholdt.

- Ingen bør finde sig i at der sker lovbrud. Mange har troet at det handlede om personforfølgelse af Asii Chemnitz Narup, men det er ikke tilfældet. Det er selve sagen vi går efter, siger Per Berthelsen.

- Personen er ligegyldig – landsstyremedlemmer kommer og går. Men hvis vi accepterer lovbrud, så kan det skabe precedens. Hvis budgetloven kun skal opfattes som vejledende, spørger vi nu Landsstyret om loven skal bevares? Og om der er andre love der kan brydes, uden at det har konsekvenser? Slutter landstingsmedlem Per Berthelsen fra Demokraterne.

Eftermiddagens NYHEDSMAGASIN kan genlyttes via KNR´s hjemmeside www.knr.gl/NYHEDSMAGASINET.