Skakmat til Illoqqortoormiut

Det blev en islænding, der løb med sejren da der fornylig blev holdt en skakturnering i Illoqqortoormiut.
Skrevet af Louise M. Kleemann
03. maj 2011 12:02

En skakturnering med gæster fra den islandske skakklub Hrókurinn – Tårnet, blev fornylig afholdt i den østgrønlandske by. Det er en årlig tradition, der har stået på siden 2007, og som har til formål at lære de unge børn at spille skak.

Hver dag var der fyldt hus, hvilket betød, at omkring 50 teenagere og børn deltog, hvoraf den yngste spiller kun var tre år.

- I løbet af den uge, de islandske skakspillere underviste, viste mange af børnene også store fremskridt i deres skakspil. Det var dog ikke nok til at slå den islandske stormester Ingibjörg, der på tredje dagen kæmpede mod alle, som ville være med, heriblandt også voksne fremmødte. Det fremgår af Kommuneqarfik Sermersooqs hjemmeside.

Skakmesteren endte således også som turneringens grandmaster og havde i løbet af den uge, turneringen varede, heller ikke tabt, men spillede remis med fem deltagere, hvilket ville sige, at partiet endte uafgjort.