Skæbnedag for AUL

Skrevet af Karsten Sommer
14. oktober 2005 07:47

I dag tages det næste store skridt i et eventuelt salg af Arctic Umiaq Line.

Det er nemlig her fredag, at fristen for at komme med et købstilbud udløber for det danske firma Arctic Travel Group.

Selskabet, der består af fire virksomheder med erfaring inden for turisme og transport i Grønland har den seneste halvanden måned undersøgt mulighederne for at købe rederiet.

Det er også muligt at det danske selskab kun vil købe dele af Arctic Umiaq Line.

Et salg af det hjemmestyreejede selskab kom på tale, da landsstyret tidligere på året vedtog en ny såkaldt enstrenget trafikpolitik. En trafikpolitik, der betyder, at der i fremtiden ikke skal gives offentlige tilskud til Arctic Umiaq Line.

Tilskuddene skal i stedet gives til flytrafikken.