Sjældent bedre liv i Danmark

14. juni 2006 10:04

Drømmen om et bedre liv i Danmark lever hos mange af dem, der vælger at flytte 4000 kilometer sydpå uden at have en bolig eller et job. Men det kan være en dårlig løsning. For hvis man har problemer med sit liv i Grønland, bliver det sjældent bedre af at flytte til Danmark.

Det seneste halve år har flere grønlændere valgt at flytte til Århus uden at have sin egen bolig. Og det er et problem siger socialrådgiver Simon Lynge fra Det grønlandske Hus i Århus:

- Vi kan ikke finde en bolig lige med det samme.

Hans kollega fra Det grønlandske Hus i Aalborg, oplever ikke at det er ligeså problematisk at finde boliger i den nordjyske by.

- Lige nu er det ret nemt at få en bolig, siger Socialkonsulent Vibeke Sieborg. Hun mener dog ikke at løsningen er at rykke nordpå til Aalborg

- Det er jo ikke kun et spørgsmål om at få tag over hovedet. Dem der flytter spontant fra Grønland har også andre problemer at slås med. Det kan være alkoholmisbrug, problemer i familien, vold eller hvad man nu flygter fra. Men det flytter jo med, siger Vibeke Sieborg.

Faktisk kan problemerne forværres ved at rykke til Danmark mener Vibeke Sieborg.

- Netop fordi problemerne flytter med kan det tit blive værre i Danmark, hvis man ikke kan sproget, eller hvis man får hjemvé. Så det skal man tænke over inden man flytter til Danmark, siger Vibeke Sieborg.

På De grønlandske Huses hjemmesider kan man finde oplysninger til hvad man skal forberede sig på, hvis man flytter til Danmark. Den fælles adresse for de fire huse er www.groenlandskehus.dk