Siumuts Nikolaj Heinrich ny borgmester i Nuuk
Kort tid før mødet startede, stod det fast at der var tre mulige kandidater til borgmesterposten.
Siumut opstillede overraskende den 69-årige Nikolaj Heinrich som deres kandidat til borgmesterposten.
IA kæmpede for Nuuks nuværende 1.viceborgmester, 47-årige Malinannguaq Markussen Mølgaard, mens Demokraterne opstillede 57-årige Per Berthelsen.
Den første afstemning gav 8 stemmer til Siumuts Nikolaj Heinrich – 7 stemmer fra Siumut og 1 stemme fra Atassut.
Per Berthelsen fra Demokraterne fik dernæst 5 stemmer, mens IA´s Malinannguaq Markussen Mølgaard fik 4 stemmer.
Dernæst gik man over til afstemning mellem de to kandidater, der havde fået flest stemmer, Nikolaj Heinrich og Per Berthelsen.
Og ved halv seks-tiden endte det så med at Nikolaj Heinrich blev valgt med 8 stemmer – Per Berthelsen fik 5 – og IA´s fire medlemmer undlod at stemme.
Nikolaj Heinrich er som sagt 69 år – fylder 70 i slutningen af januar, og det bliver altså som borgmester i Grønlands hovedstad.
Han er oprindelig fiskeskipper, og har haft mange tillidsposter indenfor fiskeriorganisationerne, og er formand for KNAPK-Nuuk, ligesom han er tidligere landstingsmedlem.
Der er kommunalvalg i april 2008, og foreløbig er Nikolaj Heinrich altså borgmester frem til det valg.
Nikolaj Heinrich var glad og overrasket over valget.