I et opsigtsvækkende læserbrev og interview anklager radioavisens kommende chef, Johannes Mathiassen, den skrevne presse for at drive hetz mod politikerne. Det gælder især Siumut.
- Aviserne er blevet så negative og pessimistiske. I går kun op i at svine politikere og siumuttere til. Jeres journalistik er efterhånden usmagelig, siger Johannes Mathiassen til morgendagens udgave af AG.
I den forbindelse henviser han blandt andet til sagen om tidligere landsstyremedlem Jens Napaattooq, der tidligere på sommeren måtte gå af på grund af en sag om frås med repræsentationskontoen.
- I forsøger at kompromittere Jens Napaattooq. Det er jo kontrolinstanserne, der har svigtet, siger den kommende radioavischef til AG. Johannes Mathiassen stiller desuden spørgsmålstegn ved, om Jens Napaattooq har foretaget sig noget ulovligt i forbindelse med overforbruget.
Johannes Mathiassen er partisekretær for Siumut, ind til han tiltræder jobbet som radioavischef senere på året.