Formandsberetningen fra Siumuts partiformand Hans Enoksen afstedkom en fire en halv time lang debat før den blev endelig godkendt af landsmødet sent i aftes.
Debatten viste tydeligt at der er modsatrettede holdninger hos partiets delegerede fra byerne og bygderne.
Selv om formandsberetningen fyldte 15 tætskrevne sider, stod der intet om planerne for hvordan Siumuts nuværende formand ser udviklingen af de større byers infrastruktur.
Det fik en siumut-sværvægter som Nuuks borgmester Agnethe Davidsen til at gå på talerstolen og efterlyse hvad Hans Enoksen konkret har tænkt sig at gøre ved hovedstadens store problemer med en alt for lille havn og en tilsvarende kort landsbane.
Anderledes tilfredshed er der i bygderne. For eksempel har bygden Kullorsuaq i Upernavik kommune haft helt konkrete fordele af den siddende siumut-landsstyreformand. Hans Enoksen kom på besøg i bygden sidste år og allerede nu er der bygget flere huse. Desuden har beboerne fået bedre vilkår i form af forsamlingshus og en renoveret skole fortæller delegeret Paulus Olsen fra Kullorsuaq.
Paulus Olsen mener ikke det er et spørgsmål om enten bygder eller byer.
- Alle har ret til at udvikle sig men vi er nødt til at prioritere dem der har mest brug for udvikling, lyder det fra Kullorsuaqs delegerede på Siumuts landsmøde.
Siumuts landsmøde fortsætter i morgen hvor der skal være valg af partiformand og hovedbestyrelse.