Siumut igen Grønlands største parti

29. april 2005 07:46

Siumut er igen blevet landets største parti og står til at få godt 29 procent af stemmerne, viser en meningsmåling, som HS Analyse for Sermitsiak.

Demokraterne har dermed mistet den førerposition, som partiet opnåede ved målingen for et halvt år siden.

Henrik Skydsbjerg fra HS Analyse vurderer, at Siumuts fremgang skyldes kommunalvalget for nyligt.

- Her stod Siumut stærkt. Og partiet har stærke lokalafdelinger. Vælgerne har lige været nede og stemme, og mange har stemt på Siumut ved valget. Desuden har Demokraterne ikke mange stærke lokalafdelinger endnu, siger han til Radioavisen.

Målingen viser, at Siumut og IA vil beholde magten i Landstinget, hvis der var valg i morgen.

Valgets store vinder vil dog stadig være Demokraterne. Partiet spås næsten en fordobling fra fem til ni mandater.

Fremgangen sker på bekostning af Atassut og Kandidatforbundet. Demokraterne henter fortsat stadig stor støtte hos de danskfødte vælgere. Omkring 64 procent af de danskfødte sætter deres kryds ved partiet.