Siumut: Storkommunerne skal evalueres
Opdelingen har blandt andet betydet, at borgerne i bygder og mindre byer har langt færre chancer for at komme i kontakt med myndighederne end før, siger Jens Immanuelsen:
- Kommunernes kontorer i bygderne fungerer kun som receptioner, der ikke har magt til at træffe beslutninger, siger gruppeformand for Siumut i Inatsisartut, Jens Immanuelsen.
- Derfor bliver borgernes henvendelser stillet videre til en by som igen stiller henvendeslen videre til det centrale rådhus. Det er en lang vej og tager for lang tid. Og når der endelig træffes en beslutning, kan det allerede være for sent, siger Siumuts gruppeformand.
Storkommuner evalueres
Han mener, at Naalakkersuisut hurtigst muligt skal tage storkommunen op til revision.
- Det er på tide med en månedlig evaluering af, om kommunerne skal forsætte som nu, eller om strukturen med storkommuner skal laves om, siger Jens Immanuelsen og fortsætter:
- For det er ikke nogen hemmelighed, at når man spørger et kommunalbestyrelsesmedlem synes de, at det hele går godt. Men når man spørger en borger, hvordan de bliver serviceret, så svarer de, at det overhovedet ikke er godt nok. Derfor bliver kommunerne og Naalakkaersuisut nødt til at lytte til befolkningen og deres klager, også selv om det har nogle økonomiske konsekvenser, lyder kritikken fra Jens Immanuelsen.
Storkommuner skal bevares
Selv om hans partifælle i nordkommunens kommunalbestyrelse, Bernhardt Olsen godt kan følge kritikken, er han ikke enig i, at storkommunerne skal genovervejes. De er gode nok.
For de har langt større fordele på længere sigt, og det giver en kommune meget større slagkraft at samle kræfterne end at splitte op:
- Så lytter Selvstyret meget mere intenst på kommunernes henvendelser.
For eksempel kan Qaasuistup Kommunia som storkommune opnå langt bedre forhandlingsresultater, når det gælder det kommunale bloktilskud og skatteudligning, mener Bernhardt Olsen.
- Vi har fået tilnærmelsesvis opfyldt alle de krav, vi har stillet.
Flere anlægsopgaver
Også anlægsopgaver som f.eks. landingsbaner er nemmere at få til en storkommune, mener Bernhardt Olsen.
- Fremfor at kommunen bliver splittet op i mindre kommuner, for så vil det nok være sværere at snakke med Selvstyret om nogle erhvervsprojekter, siger han.
For ikke at tale om at kunne tiltrække veluddannede medarbejdere.
- Som for eksempel topembedsmænd og andre veluddannede folk. Det er meget nemmere for en storkommune at rekruttere dem end for mindre kommuner, slutter Bernhardt Olsen medlem for Siumut i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.