Sisimiut i tænkeboks om kulturhus

16. marts 2005 05:23

Kulturhuset i Sisimiut blev i går drøftet på økonomiudvalgets møde.

Efter licitationsrunden, hvor entreprenører har budt på opgaven, ser det nemlig ud til, at projektet går hen og bliver en halv gang dyrere end de 20 millioner kroner, kommunen har afsat.

Entreprenørernes bud ligger mellem 27 og 32 millioner kroner, og nu har økonomiudvalget besluttet at sende sagen tilbage til teknisk forvaltning for at de billigste tilbud kan blive undersøgt.

En arbejdsgruppe bestående af borgmesteren, økonomichefen, formanden for teknisk udvalg og teknisk forvaltning vil tage en snak med de entreprenører, der har givet de billigste tilbud.

- Vi vil have dem til at forklare det bud, der er givet og sammen med dem finde ud af, om vi måske kan gøre det endnu billigere, siger borgmester i Sisimiut, Hermann Berthelsen fra Siumut. Han er tilfreds med den beslutning, fordi Sisimiut altså stadig har mulighed for at få sit kulturhus.