SIRIUS afslutter forårstur

07. juni 2006 06:51

SIRIUS-patruljen afsluttede i går deres forårspatruljering i Nordøstgrønland. Den lange tur tog i alt 4 1/2 måned. Patruljens 6 slædehold har i perioden fra den 21. januar til 6. juni sammenlagt kørt lidt over 17.500 kilometer.

Patruljeringen foregår i fjorde og dale langs den 2100 km lange kyststrækning mellem Liverpool Land i den sydlige del af Nordøstgrønland til Hall Land i den Nordvestlige del af Grønland.

Som forventet har det arktiske vejr i perioden været omskifteligt med snestorme til vindstille og solrige dage. Dele af området har i år haft en forholdsvis stor nedbørsmængde og forårets tøbrud synes at være kommet lidt senere end de foregående år. Der er blevet målt temperaturer ned til minus 51 grader celsius.

Sirius blev officielt oprettet i 1952, men det var først i 1953, at patruljen fik sit navn.