SIK-formand byder kortere arbejdsuge velkommen: Ingen kompromis med lønnen

Formand for SIK mener, det er på tide, at Grønland får en kortere arbejdsuge. Hans krav er dog, at lønnen hæves.
Jess G. Berthelsen mener, at det er realistisk, at vi får en 35 timers arbejdsuge i Grønland. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Teitur Larsen
16. februar 2023 07:19

​Sker det, at Naalakkersuisut lægger op til forhandlinger om at reducere arbejdstiden i Grønland, så står formand for fagforbundet Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK), Jess G. Berthelsen, klar.

- Det byder jeg meget velkommen. Vi er jo snart det eneste land i Norden, som har en 40 timers arbejdsuge, siger han.

Jess G. Berthelsen har dog ét krav.

- Der vil ikke være nogen form for kompromis. Vores medlemmer har simpelthen ikke råd til at gå ned i løn. Hvis timeantallet skal reduceres til 37 timer, så skal lønnen hæves, så vores medlemmers løn ikke reduceres, siger han.

Hvor mange arbejder 40 timer i ugen i Grønland?

- I 2020 havde godt 72 % af alle lønmodtagere i Grønland en aftalt arbejdsuge på 40 timer.
 
- 20 % af lønmodtagerne havde en aftale om en varierende antal arbejdstimer om ugen, mens 7 % ingen aftale havde om den ugentlige arbejdstid.
 
Den reelle arbejdstid per uge i Grønland og udvalgte europæiske lande er dog anderledes:
 
- I 2019 arbejdede de fleste lønmodtagere i Grønland i gennemsnit 38,1 timer om ugen.
 
- I Danmark var tallet på 33,2 timer ud fra en aftale timetal på 37 timer om ugen.
 
Gennemsnit i EU (28 lande) samlet: 36,3 timer

Kilde: "Den Grønlandske Arbejdskraftsundersøgelse," Aalborg Universitet 2020,
Snakken om en kortere arbejdsuge er blusset op, efter Færøernes regering har aftalt at reducere landets 40 timers arbejdsuge til 37 timer.

Åben for forhandlinger
Naalakkersuisoq for arbejdsmarked Jess Svane fra Siumut er positiv stemt for at indføre en kortere arbejdsuge.

- Hvis Inatsisartut siger, at vi skal undersøge det og gennemføre sådan et forslag, så gør vi det naturligvis, siger han.

Node link
Titel
Naalakkersuisoq er åben for kortere arbejdsuge, men har ikke et bud på prisen

Jess Svane understreger samtidig, at en reducering af arbejdstiden ikke skal være på bekostning af borgernes løn.

- Det er ikke i Naaalakkersuisuts interesse, at arbejdsmarkedet organiseres, så borgere mister indtægt, siger han.

Det er en glædelig nyhed for SIK-formanden Jess G. Berthelsen, hvis ultimative krav for forhandligner netop er, at der ikke pilles ved lønnen.

Realistisk mål
Jess G. Berthelsen mener selv, at det er realistisk, at Grønland får en 37 timers arbejdsuge. Stod det til ham, og havde han økonomi til det, så vil han endda have en 35 timers arbejdsuge.

- Der er jo mange steder i Danmark, hvor man kun arbejder fire dage i ugen, og det er der stor succes med, siger han.

Omkostninger for landskassen ved 37 timers arbejdsuge:
 
Tal fra Departementet for Finanser og Råstoffer fra 2020 viser omkostninger for landskassen ved en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Det er dog KUN ud fra beregninger om ansatte i den offentlige sektor.
 
Tallene er vejledende.
 
- En arbejdsuge på 35 timer vil koste cirka 462 millioner kroner årligt
 
- En arbejdsuge på 32 timer vil koste cirka 740 millioner kroner årligt
 
Dertil kommer udgifter til flere personaleboliger, kontorpladser og andre omkostninger plus med ansættelse af flere medarbejdere, som skal dække de timer, der ikke længere bemandes eller produceres.
 
Kilde: Besvarelse af § 37 spørgsmål nr. 2020-50 stillet af Anna Wangenheim til naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Vittus Qujaukitsoq.

Grønland mangler arbejdskraft på flere områder i dag, så er det overhovedet realistisk med et mål på 35 timer ugentligt?

- Ja, det mener jeg. Vi mangler arbejdskraft i visse sektorer og steder. Vi skal ikke glemme, at der er stor arbejdsløshed visse steder i Grønland, som vi burde udnytte bedre, end vi gør i dag.

Node link
Titel
Flere er pirret ved tanken om en 37-timers arbejdsuge: Vi taber vores børn
Hvor er det?

- Det er for eksempel i Østgrønland, hvor vi har stor arbejdsløshed på næsten 20 procent. Vi har også mange arbejdsløse i Sydgrønland. Der mener jeg, at vi burde bruge vores ressourcer bedre, end vi gør i dag.

Hvordan kan man bruge ressourcerne bedre?

- I stedet for at indkalde arbejdskraft udefra, så kan man tilkalde folk fra Sydgrønland og Østgrønland til de områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Det er Færøernes nye koalition bestående af Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn, der i deres koalitionsaftale har underskrevet en aftale om at reducere landets 40 timers arbejdsuge til 37 timer.

Lever regeringen op til aftalen, vil Grønland blive det eneste land i Norden, der har en 40 timers arbejdsuge.