Mange arbejdsgivere har ikke kendskab til overenskomsterne. Derfor oplever flere og flere SIK-medlemmer uretmæssige fyringer skriver SIK’s medlemsblad Sikkersoq. Fagforeningen har derfor valgt at køre voldgiftsager på fyringerne – og det har de gjort med succes, skriver bladet.
Blandt andet har et medlem fra Qeqertarsuaq fået en erstatning på 150.000 kroner, fordi kommunen fyrede hende under hendes graviditet. I Aasiaat fyrede kommunen en kvinde uden grund, og for det fik hun en erstatningssum på 80.000 kroner.
SIK’s formand Jess G. Berthelsen siger, at voldgiftsagerne på længere sigt vil betyde et bedre tolkningsgrundlag af overenskomsterne:
- SIK har besluttet at køre voldgiftssagerne, fordi vi mange gange står i den situation at vi ikke rigtig ved, hvordan overenskomsterne skal tolkes når vi er ude hos arbejdsgiverne. Derfor er det vigtigt at køre sagerne, så vi i fremtiden hurtigt kan afgøre om der er en sag eller ej.
SIK-formanden siger endvidere, at det ikke kun er kommunerne, der har problemer med at forstå overenskomsterne. Det sker også i det private erhvervsliv og Jess G. Berthelsen understreger derfor vigtigtheden af, at både KANUKOKA og Hjemmestyret underviser deres folk i, hvordan overenskomsterne skal tolkes.