Sigguk må indhandle til konkurrent

23. juni 2006 13:57

2500 tons hellefisk slår fortsat glade med halen i Baffin-bugten – men linerne bliver snart kastet ud efter dem….måske.

Tilløbet har været langt – men nu ser det ud til, at landsstyret endeligt har besluttet sig for, hvad der skal ske med kvoten – og ikke mindst med de 1850 tons, som landsstyret i denne uge besluttede at give til nystartede Sigguk A/S – et datterselskab af Polar Seafood. Først ville landsstyret se dokumentation for, at Sigguk kan løfte opgaven. En opgave som blandt andet indebærer, at kvoten skal indhandles i Aasiaat – hvor der i forvejen ligger en fabrik, ejet af Royal Greenland. Men Sigguk og Royal Greenland er langt fra enige om indhandlingsprisen. Den tvist havde Sigguk dog en løsning på. De vil bygge deres egen fabrik, og lægge hellefiskene på frost til fabrikken er klar. Men den løsning vinder ikke gehør, hos landsstyremedlem for fangst og fiskeri, Finn Karlsen.

-Kvoten skal indhandles og forarbejdes nu, den skal ikke lægges på frost. Vi har ikke noget mod planerne om at lave egen fabrik, men indtil videre må de indhandle og forarbejde i Aasiaat med det samme, siger Finn Karlsen.

Med andre ord bliver Sigguk altså tvunget til i første omgang at indhandle til en konkurrent – og selvom den fremgangsmåde måske nok er usædvanlig, så ser Finn Karlsen ikke det store problem i det.

-Det er en ekstraordinær kvote vi har tildelt, og derfor følger der ekstraordinære krav med, siger Finn Karlsen.

Royal Greenlands direktør Henrik Leth, oplyser, at man har fået en henvendelse fra Sigguk A/S, og at Royal Greenland meget gerne vil forarbejde Sigguks kvote af hellefisk – men at man fortsat ikke er blevet enige om prisen.

Den resterende del af kvoten er gået til Nukik Seafood og skal landes i Qaqertoq .