Sermersooq vil tilbyde E-sport til unge i Nuuk

Kommuneqarfik Sermersooq vil finde nogle mere tidssvarende aktiviteter til de unge, og derfor vil kommunen tilbyde E-sport til unge i Nuuk fremover.
- E-sport handler også om strategisk tankegang og en fysisk del, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen. Foto © : artubr / Flickr
Skrevet af Malik Brøns
05. november 2019 07:26

Spil på computere og konsoller er blevet større og større de senere år. I dag er E-sport blevet en mere anerkendt sport, hvor spillere fra forskellige lande verden over spiller mod hinanden i forskellige computerspil om store summer i præmiepenge.

For eksempel i Danmark dominerer holdet Astralis i computerspillet Counter-Strike: Global Offensive. De har vundet adskillige turneringer verden over, og holdet er blevet kendt blandt børn og unge i Danmark.

Nu vil Kommuneqarfik Sermersooq prøve at følge med udviklingen. Kommunen har i det seneste budgetforlig aftalt, at de skal finde nogle mere tidssvarende tilbud til de unge. Et af de tilbud skal være at tilbyde E-sport til unge i Nuuk fremover.

- Vi skal modernisere vores tilbud til de unge i ungdomsklubberne i samarbejde med NUIF (ungsdomsklub i Nuuk red.), derfor vil vi gerne have E-sport ind over, fordi det bliver mere og mere udbredt i hele verden, forklarer borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen.

Fysisk træning til E-sport

Hos mange forældre er computerspillene måske ikke særligt værdsat på grund af børnenes mange timer foran skærmen. Men E-sport handler ikke kun om tidsfordriv på en computer, siger Charlotte Ludvigsen og fortsætter:

- Det handler også om strategisk tankegang, og der er også en fysisk del, siger hun.

Den fysiske del bliver obligatorisk, hvis man vil være deltage i det nye tilbud. Her vil underviserne kræve fysisk træning under træningen i faget.

- Når man tænker på E-sport, så tænker man jo, at de bare sidder foran computeren og spiller spil, men her vil vi have styrketræning med i programmet. Derfor har vi et krav om, at hvis du vil være med, så skal man også følge den fysiske træning, siger Charlotte Ludvigsen.

Undersøge om det er muligt i andre byer

Kommuneqarfik Sermersooq regner med at bruge mellem 200.000 - 300.000 kroner på at starte tilbudet op, som bliver et gratis tilbud til alle unge. Kommunen regner med, at kunne starte med tilbudet i løbet af 2020. 

- Det er mest gamingudstyret, altså computere og så videre, der kommer til at være det dyreste, siger hun.

Og hvis tilbudet er en succes i Nuuk, vil kommunen undersøge, om det er muligt at gøre det samme i andre byer i Kommuneqarfik Sermersooq.