Senatet i USA vil ikke behandle ny politireform

Demokraterne og Republikanerne står i et politisk dødvande i spørgsmålet om, hvordan de skal reagere på spændinger omkring racisme og ulighed i politistyrkerne.
- Jeg tror ikke, at man på gaden vil acceptere, at der ikke sker noget, siger flertalslederen i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Foto © : Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. juni 2020 11:27

Repræsentanternes Hus har godkendt en gennemgribende demokratisk plan for en politireform i USA. Men lovudkastet, som møder modstand hos præsident Donald Trump, vil formentligt ikke blive taget op i Senatet, hvor Republikanerne har flertal. Det skriver Ritzau.

Lovforslaget blev vedtaget med 236 stemmer mod 181 i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertallet. Tre republikanere støttede lovforslaget.

Afstemningen fandt sted præcis en måned efter George Floyds død i Minneapolis. Hans død i forbindelse med en anholdelse udløste landsomfattende protester i USA mod racisme og politibrutalitet.

LÆS OGSÅ Trump forbyder politiet at bruge kvælertag under anholdelser

Demokraterne og Republikanerne står i et politisk dødvande i spørgsmålet om, hvordan de skal reagere på spændinger omkring racisme og ulighed i politistyrkerne. Begge partier ønsker reformer, men de har forskellige forventninger og holdninger til dem.

Demokraterne venter, at pres fra befolkningen vil få Republikanerne til at gå med til reformer.

- Jeg tror ikke, at man på gaden vil acceptere, at der ikke sker noget, siger flertalslederen i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Sagen omkring George Floyds død har vakt debat om racespørgsmål og unødig politivold. Men Trump har flere gange afvist, at der er racisme i USA's politistyrker.

- Der er altid nogle brodne kar, uanset hvor man går hen. Der er ikke så mange af dem hos politiet, sagde han i en tale i Texas tidligere i denne måned.