Selvstyret: Folk kan igen rejse ud af Grønland

Mandag blev det tilladt at rejse ud af Grønland. Men rejsende kan ikke forvente at komme ind i Grønland igen uden en meget væsentlig grund.
air greenland
Der kan igen komme passagerer med Air Greenlands turefly til Danmark, oplyser Selvstyret og Air Greenland. Foto © : KNR, Anton Gundersen Lihn
05. maj 2020 08:08

Personer kan igen kan købe billetter til at flyve ud af landet, oplyser Selvstyret og Air Greenland.

Årsagen er, at der efter adskillige uger uden nye smittetilfælde af coronavirus / COVID-19 ikke længere er en sundhedsmæssig risiko ved at rejse ud af Grønland. 

Air Greenland har således igen åben for booking af billetter til Danmark. Men passagerer, der vælger at rejse ud, skal ikke regne med at få en returbillet.

For forbuddet mod at rejse ind i Grønland gælder fortsat til 31. maj. Det er  kun personer med en såkaldt 'nødvendighedsrejse' og en tilladelse fra Selvstyret, som kan komme ind i landet.

LÆS OGSÅ Corona: Alle skal testes fem dage efter ankomst til Grønland

- Det er meget vigtigt, at personer, som rejser ud af landet, forstår, at der fortsat er visitering ved indrejse. Udgangspunktet for hver enkelt udrejsende skal derfor være, at man ikke kan komme tilbage til Grønland givetvis i hele maj måned, og hvis situationen forværres måske senere end det, siger Hans-Peder Barlach Christensen på vegne af Strategisk Corona Stab.

Derudover skal personer, der vil ind i Grønland, være testet for coronavirus / COVID-19 inden afgang, samt få taget en ny test fem dage efter ankomst til Grønland.

Indrejsende skal desuden være i karantæne i 14 dage efter ankomst til landet.

LÆS OGSÅ Trods coronakrise: Offentligt ansatte skal ikke frygte fyringer

I Danmark er grænsen til Tyskand og forbindelserne til Sverige fortsat lukkede. Kun personer med et såkaldt 'anerkendelsesværdigt formål' kan få lov at rejse ind.

Reglerne gælder ind til videre til 10. maj. Statsminister Mette Frederiksen har bebudet, at regeringen i slutningen af denne uge vil melde en plan ud for en større genåbning af Danmark.