Seksuelt krænkede til debat

28. april 2006 12:37

Hvad gør samfundet for børn der bliver krænket seksuelt – og er det godt nok?

To store spørgsmål, som var til debat, da der var stiftende generalforsamling i Grønlands Samfundsfaglige Selskab, InuiSa.

Og nej – det er ikke helt godt nok, lød kritikken fra en af debatpanelets deltagere, privatpraktiserende familiekonsulent Nukãkuluk Kreutzmann.

Blandt andet bruger vi alt for meget tid på at genopfinde den dybe tallerken.

- Vi glemmer alt det arbejde vi har lavet - og så kalder vi på hjælp udefra. Men der er masser af ekspertise og rapporter med rigtig god vejledning. Men de bliver glemt i en skuffe, siger Nukãkuluk Kreutzmann.

Og formanden for landstingets familieudvalg, Agathe Fontain, er ikke uenig.

- Der har manglet kontinuitet - hvorfor ved jeg ikke. Men vi politikere skal holde fast. Måske skubbes ansvaret for meget rundt. Hvis der var et sted, hvor alle vidste; her ligger ansvaret, og de kan ikke skubbe det fra sig. Det må vi politikere skabe, lover Agathe Fontain.