Seks legater uddelt fra Ivalo & Minik Fonden

Ivalo & Minik Fonden har på sit møde den 20. marts besluttet at uddele seks legater. Den samlede uddelingssum er på i alt 399.000 kroner.
Skrevet af Simon Uldum -
08. april 2015 07:06

- Jeg håber, at legatmodtagerne får nogle gode ophold i udlandet, og at de efterfølgende vender tilbage til Grønland, og bruger den viden, de har tilegnet sig, skriver Minik Rosing, formand for Ivalo & Minik Fondens bestyrelse i en pressemeddelelse.  
 
De seks legatmodtagere er:

  • Alex Amâsa Olsen har modtaget et legat til at studere et semester på University of Queensland i Brisbane i Australien, som en del af sin ingeniøruddannelse på Danmarks Tekniske Universitet.
  • Ane Eva Lange har modtaget et legat, så hun kan læse et semester på Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim i forbindelse med sin ingeniøruddannelse på Danmarks Tekniske Universitet.
  • Ann Eileen Lennert har modtaget et legat til sine PhD-studier på Norges Arktiske Universitet i Tromsø. Hun skal her undersøge, hvordan klimaforandringerne på lang sigt påvirker den grønlandske natur.
  • Inuuteq Storch har modtaget et legat til at studere fotografi på ICP - International Center of Photography i New York.
  • Nick Bæk Heilmann har modtaget et legat til at læse sin kandidatuddannelse i Moderne Kinastudier på Renmin University i Beijing, Kina.
  •  Trine Jul Larsen har modtaget et legat til at læse en Master of Public Health på Norges Arktiske Universitet i Tromsø.

Næste ansøgningsfrist er den 1. oktober 2015, hvor bestyrelsen for Ivalo & Minik Fonden ser frem til at modtage mange gode ansøgninger.