Seafoodcenter præsenteret for fødevareminister

16. marts 2006 10:41

Royal Greenlands planer om et nationalt seafood center i Danmark rykker måske nærmere. Fødevareministeren viser tilsyneladende interesse for projektet.

Forleden fik Royal Greenlands fabrik i Glyngøre fint besøg. Tirsdag aften troppede fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) nemlig op for at høre nærmere om fiskekoncernens planer om et videnscenter inden for seafood.

Produktionen i Glyngøre rykkede mere eller mindre helt rykkede til Polen sidste år. Og lige siden har Royal Greenland foreslået at produktionshallerne kunne udgøre rammerne for et udviklingsprojekt med navnet ”Det danske Seafood Center.”

Der er ingen tvivl om at Royal Greenland har lokalpolitisk opbakning til projektet. Region Nordjylland bidrager med halvanden million kroner til ideen, som er udviklet i tæt samarbejde mellem koncernchef Keld Askær og Sallingsund og Morsø kommune.

Det er meningen at centeret skal samarbejde med inden- og udenlandske aktører. Og visionen rummer flere ting: Først og fremmest skal der udvikles nye fiskeprodukter. Men centret skal også hjælpe til med at tiltrække turister til Limfjordsområdet. Og centrets viden om seafood skal udnyttes til fordel for fiskerierhvervet i udviklingslandene. Desuden skal centret rumme en overbygning for kokkeuddannelsen.

Det har desværre ikke været muligt at få uddybet fødevareministerens indtryk af projektet da han i dag er travlt optaget af Kommunernes Landsforening delegeretmøde.

Det er Morsøs socialdemokratiske borgmester også. Men ifølge Morsø Folkeblad kalder han mødet i Glyngøre forleden for et godt møde. Og står det til borgmester Egon Pleidrup skal projektet hurtigt i gang.

- Vi skal i gang med centret her i dette forår, fastslår Egon Pleidrup overfor Morsø Folkeblad.

Om dét er realistisk vil vise sig når en delegation fra Mors sammen med Royal Greenland tager til møde i fødevareministeriet sidst på måneden.

Ifølge Royal Greenland skal Seafood Centeret finansieres af de enkelte projekter, der udføres i centrets regi. Samlet løber projektet op i 22,1 millioner kroner over en tre-årig periode.