Satellitfotos antyder øget grænsekonflikt mellem Kina og Indien

Forholdet mellem Kina og Indien har traditionelt været fjendtligt, men uroen har taget til den seneste måned.
Bunkere, telte og opbevaringsenheder til militærudstyr er synlige i et område ved Galwan-dalen, som i sidste måned stod uberørt. Foto © : AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
26. juni 2020 08:38

Nye satellitbilleder fra Himalaya-bjergene antyder, at Kina har bygget nye baser i forbindelse med grænsekonflikten, der har kostet 20 indiske soldater livet denne måned.

Det skriver BBC på baggrund af nye billeder fra den 22. juni fra rumteknologiselskabet Maxar.

Bunkere, telte og opbevaringsenheder til militærudstyr er synlige i et område ved Galwan-dalen, som i sidste måned stod uberørt.

Kampe mellem de to atomvåbenmagter har den seneste tid taget til over den omstridte grænse.

LÆS OGSÅ Medier: Kina frigiver ti indiske soldater efter dødelige kampe

Kina menes også at have tabt soldater i konflikten, men det er ikke bekræftet. Ifølge det indiske nyhedsbureau ANI er 41 kinesiske soldater døde.

Hverken Indien eller Kina har kommenteret satellitbillederne eller udtalt sig om mulige nye baser i området.

15. juni skete den værste konfrontation mellem de to lande i mange årtier. Begge lande gav hinanden skylden for, at deres soldater stødte sammen.

Forholdet mellem Kina og Indien har traditionelt været fjendtligt. De har aldrig kunnet enes om en permanent grænse.