SAS-topchef: Forhandlingerne med piloter er endt med strejke
De omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige, som er samlet i SAS Pilot Group, varslede oprindeligt en strejke fra 29. juni.
Forhandlinger i mæglingsinstitutioner i Norge, Sverige og Danmark førte dog til to udskydelser. Den seneste frist var middag mandag. Men her var parterne ikke nået til enighed, og dermed er strejken en realitet.
Ifølge TV 2 er SAS-topchef Anko van der Werff kommet ud af forhandlingslokalet for at overbringe nyheden om forhandlingernes sammenbrud til pressen.
Dermed står SAS sandsynligvis overfor hundredvis af aflysninger.
"Der var ikke noget, vi kunne gøre"
Piloterne mener, at de har forsøgt at møde SAS' mål. De har til gengæld haft en oplevelse af, at SAS hele tiden øgede sine krav, fortæller Dansk Pilotforenings formand, Henrik Thyregod, til TV 2.
- Da vi klokken 12 gav dem et tilbud, der matchede det, de bad om. Så sagde de, at der var lige en ting mere, de havde brug for, siger han til TV 2.
- Når vi tilbyder SAS, det de bad om, og de så bare flytter målet, så føler jeg ikke, at der var noget, vi kunne gøre.
Dansk Pilotforening er den danske part af SAS Pilot Group, der også repræsenterer svenske og norske forbund.
Strejken er en udløber af, at SAS og piloterne i SAS Pilot Group ikke kunne blive enige om en ny overenskomst, da den eksisterende udløb 1. april.
En stor del af afgangene aflyses
SAS Pilot Group repræsenterer piloterne i hovedselskabet SAS Scandinavian. Men der er også to mindre datterselskaber SAS Connect og SAS Link. Her er piloterne repræsenteret af Flyvebranchens Personale Union.
Her bliver piloterne ikke påvirket og vil fortsætte med at flyve. Der er dog tale om et langt mindre antal piloter.
Strejke vil derfor sandsynligvis betyde, at en stor del af SAS' afgange aflyses, indtil en løsning findes. Præcist hvilke fly og hvor mange er uklart, men det vil påvirke omkring 30.000 rejsende per dag ifølge SAS.
Fly, der drives af SAS Link og SAS Connect eller af en underleverandør, vil stadig flyve.
På SAS' hjemmeside kan man se en oversigt over, hvilke afgange der drives af SAS Link, SAS Connect eller en af underleverandørerne og derfor stadig afgår.
Sideløbende med strejken skal SAS forsøge at finde en investor, der vil skyde nye penge i selskabet.