Sarfaq Ittuk er nu kommet fri af isen og sejler igen

Efter at have siddet fast i isen i knap syv dage kan skibet nu sejle igen, oplyser Arctic Umiaq Line på deres facebookside.
27. marts 2018 08:21

- Det er med glæde, at vi kan meddele, at Sarfaq Ittuk nu er kommet ud af isen og er på vej til Arsuk, skriver selskabet.

Det forventes, at skibet med de 59 passagerer og besætningsmedlemmer ankommer til Arsuk klokken 10 tirsdag formiddag. Det er endnu uvist, hvornår Sarfaq Ittuk sejler videre, men de rejsende bliver kontaktet.

En ny sejlplan forventes at være klar ved 14-tiden i dag, tirsdag.

Sarfaq Ittuk har været fanget i havis siden onsdag i sidste uge, og forsinkelsen har indtil videre ramt 468 passagerer, der skulle have rejst med skibet.