Saqqaq klæder sig på til Mary-besøg

Børnehave børn i bygden Saqqaq skal vise Kronprinsesse Mary hvordan de bekæmper mobning. Anti-mobbe kampagnen Kammagiitta bærer frugt efter to år.
Skrevet af Noah Mølgaard
27. maj 2012 07:02

Kronprinsesse Mary ankommer til Saqqaq tirsdag den 5. juni. Rejsens formål er at gøre opmærksom på antimobbe kampagnen Kammagiitta, hvor Saqqaq blev udpeget til at være pilotprojekt i 2010. Nu skal børnene fortælle om deres erfaringer med Kammagiitta projektet.

Der er hængt et billede af Kronprinsesse Mary på væggen i børnehaven Pakkutaq i Saqqaq. Og der bliver øvet på sange og forskellige fortællinger inden Kronprinsesse Mary kommer til Saqqaq for at høre om børnenes erfaringer. Hun bliver fulgt af delegationer fra kongehuset, Mary Fonden, Red Barnet og Legofonden.

- Børnene snakker egentlig ikke så meget om besøget endnu. Men de glæder sig meget til at få besøg fra Kongehuset, siger lederen Pakkutaq Dora Jensen til KNR.

Børnehaven har haft Kammagiitta med i årsplanen siden 2011 og har projektet på skemaet hver fredag. Der er en kuffert med forskellige redskaber, der bliver udlevet til forskellige institutioner, der deltager i kampagnen.

- Vi har blandt andet en samtale-tavle,som vi bruger, når vi snakker om mobning. Der er også rytmiske øvelser, hvor vi bruger kroppen. Der er også oplæsning, hvor børnene skal massere hinanden, mens de lytter, fortæller Dora Jensen.

- Vi kan tydeligt mærke at projektet har været en stor hjælp, fortsætter lederen af Pakkutaq.

- Børnene hjælper hinanden meget mere og er blevet mere åbne. De viser også større respekt for hinanden og har meget færre konflikter. Øvelser går blandt andet ud på at sætte sig ind i den situation ofrene for mobning befinder sig i og andre gange sætter man sig ind i den rolle. På den måde har de lært at forstå hvorfor det er forkert at mobbe andre, siger Dora Jensen.

Nu har de travlt med at forberede sig til Mary’s besøg i bygden fra Vajgat strædet. Kronprinsessen og hendes følge ankommer til Ilulissat den 4. juni og tager videre til Saqqaq den 5. juni. De tager tilbage til Ilulissat den 6. juni, hvor de skal besøge Atuarfik Jørgen Brønlund, som også kører projektet Kammagiitta.