Samler mand op fra forlist båd

Royal Greenland medarbejdere samlede i går onsdag en mand op fra en forlist båd. Sønnen meldes savnet ved forliset, det fortæller Royal Greenland på sin hjemmeside.
Skrevet af Simon Uldum -
02. august 2013 03:22

Fabrikschef på fabrikken i Ilulissat Hans Lars Olsen var sammen med nogle kolleger på vej i fabrikkens 30 fods Targabåd fra Qasigiannguit til Ilulissat, da de opfangede et nødopkald på VHF. Fabrikschefen svarede opkaldet og fik fortalt, at opkalderens båd var fyldt med hellefisk og var ved at synke. Manden opgav positionen, fortæller Royal Greenland på sin hjemmeside.

Royal Greenlands båd nåede frem til ulykkesstedet efter ca. 15 minutter. Da kunne de ombordværende se, at dunke, rygsække, hellefisk m.m. flød på vandet. De ombordværende samlede en bevidstløs mand op fra vandet og gav ham hjertemassage og kunstigt åndedræt under hele sejladsen til Qasigiannguit, hvor ambulancefolk overtog genoplivningen straks efter ankomsten.

Besætningen på redningsbåden afgav forklaring til politiet, hvorefter de sejlede tilbage til ulykkesstedet og samlede alt flydende op fra vandet. Senere ankom politikutteren Sisak til stedet og overtog arbejdet.

- Jeg har her til morgen fået at vide, at manden, vi samlede op ikke kunne genoplives, og at han havde sejlet med sin søn, da de var ude at fiske. Desværre fandt vi ikke andre personer, da vi første gang kom til ulykkesstedet, fortæller Hans Lars Olsen, der hørligt er påvirket af situationen.

Politiet i Qasigiannguit oplyser, at familien til den omkomne mand er underrettet, og at efterlysningen af den savnede stadig pågår.

Fabrikschef Hans Lars Olsen og produktionschef Anders Sandgreen sejlede i går onsdag tilbage med deres kolleger fra Royal Greenlands marketingafdeling samt repræsentanter fra MSC's regionale kontor i København, der havde været på en opgave, da de opfangede nødopkaldet. Der arbejdes på at tilbyde redningsmændene psykologhjælp.