Samarbejdet om børn styrkes

Her på børnedagen danner fire frivillige børneorganisationer her i landet "Samarbejdsgruppen om Børns Vilkår". Den nye gruppe skal koordinere indsatsområderne mellem de forskellige NGO'er på børneområdet.
01. juni 2011 05:30

De fire organisationer bag initiativet er Foreningen Grønlandske Børn, Red Barnet, MIBB (Meeqqat Inuunerissut/Bedre Børneliv) og Nanu Børn. De fire har siden 2008 samarbejdet gennem et uformelt netværk, og det har styrket organisationens arbejde.

- Vi arbejder for den samme sag, men gennem samarbejde kan vi sikre, at vore projekter når til til forskellige målgrupper af børn, lyder det.

Derfor etableres samarbejdsgruppen nu som et formelt forum for udveksling af viden og ideer, og der udover vil organisationernes afrapporteringer hvert femte år til FN's børnekomite også kunne koordineres gennem den nye arbejdsgruppe, skriver de fire organisationer i en fælles pressemeddelelse.