Jørgen Wæver Johansen blev som bekendt vejet og fundet for let til formandsposten i Siumut. Og med valget af Jens Napaattooq som politisk næstformand, sidder Enoksen-fløjen tungt på partitoppen.
- Denne kongres viser, at Enoksens fløj sidder på hele partiapparatet. Det er de kolde facts og jeg tror hverken Lars-Emil Johansen eller jeg havde overvejet, at vi ville tabe så stort som vi gjorde. Men jeg er ikke så let at slå ud og jeg tror på at den sunde fornuft vil sejre i sidste ende, siger Jørgen Wæver Johansen.
Efter formandsvalget var afgjort, appellerede Lars-Emil Johansen til at begge fløje burde være repræsenteret i partitoppen og dermed forbedre mulighederne for at samle partiet.
- Men det var der altså ikke stemning for. Der er et fasttømret flertal for at køre det hele igennem og der er ikke vilje til at vi kan samles fra begge fløje, siger Lars-Emil Johansen, der tager afgørelsen til efterretning. Men han tror ikke på at der bliver ro i partiet med den nye sammensætning.
- Der er meget store dele af Siumuts bagland, der ikke er repræsenteret i Siumuts ledelse og på sådan et grundlag kan man ikke skabe ro i partiet, mener han.