Søværnets skib Ska 11 er sunket

03. maj 2006 10:51

Søværnets Operative Kommando skal have skaffet sig et nyt skib. Det opmålingsfartøj, der gik på grund i sidste uge, blev her til formiddag trukket fri af skærene - men desværre sank skibet allerede efter fem minutter.

- Det gik desværre som forventet. Ska 11 sank på 300 meter vand, fortæller orlogskaptajn Alex Jensen.

Grønlands Kommandoen betegner tabet af båden som et hændeligt uheld. Skibet var egentlig konstrueret til at kunne klare at gå på grund, men det blev kilet fast mellem to klipper, da højvandet trak ud, så derfor kunne skibet ikke komme fri. Oveni var vejret hårdt, og det har gjort det svært at få skibet fri, når det samtidig blev slået i stykker mod klipperne.

Skibet var i gang med at opmåle Arsuk Fjorden, da det i torsdags gik på grund. - Ingen personer er kommet til skade ved grundstødningen.