Sælsygdom breder sig i Arktis

En mystisk sælsygdom ser ud til at brede sig i Arktis. De syge sæler fremviser læsioner, hårtab og hudskader ved øjne og næse.
Skrevet af Karsten Sommer
02. november 2011 10:50

Helt siden i sommers er skadede og døde sæler drevet i land - først i Alaska, men siden er det samme fænomen observeret i Canada, Rusland og ifølge CBC.news også her i landet.

Videnskabsfolk i Alaska har i den forløbne uge iværksat en større undersøgelse, for at finde frem til årsagen til sygdommen. De er stadig i tvivl om der er tale om den samme sygdom blandt sælerne i hele Arktis, ligesom de er usikre på om der er tale om et tidligere set fænomen, eller om det handler om en ny sygdom.

- Nogle fangere har fortalt os at de har oplevet det samme tidligere, fortæller den alaskanske forsker Kathy Burek-Huntington, som har opsøgt fangere i flere bygder, for at samle informationer om deres observationer.

Samtidig har man via opslag og lokale medier i alaskanske fangersamfund, opfordret alle, der observerer syge dyr, til straks at henvende sig til myndighederne.

Samtidig opfordres man til at iføre sig handsker når man rører ved de syge dyr, ligesom de redskaber man bruger til dyrene, såsom knive, skal renses grundigt efter brug.