Sæl-som trofæjagt en succes

09. maj 2006 13:46

Illoqqortoormiut vil have flere turister. Og en af måderne at tiltrække dem på, er at tilbyde nye former for jagt. Derfor forsøger byens turistbureau, Nanu Travel, at lokke med en trofæjagt, nemlig på sæler.

- Det er helt nyt, og det er et tilbud som ikke findes andre steder i Grønland. Og interessen fra danske jægere har været stor, siger Karina Bernlow fra Nanu Travel.

Hun oplyser, at omkring 6 danske jægere har henvendt sig til Diana Jagtrejser i Danmark som turistbureauet arbejder sammen med.

- Og det er mange, når man tager byens størrelse i betragtning, siger Karina Bernlow.

I øjeblikket er to jægere i Illoqqortoormiut, for at prøve kræfter med sælfangerkunsten. I går fik de nedlagt fem sæler hver på isen, hvilket vel må kaldes en succes.

Jagten foregår med hundeslæde og lokal jagtguide på havisen. Trofæjægeren får skind, kranium og billeder af de nedlagte dyr, mens den lokale fanger får løn og sælkød til sine hunde.