Sæd fra grønlandske mænd resistent mod PCB

Skrevet af Karsten Sommer
14. oktober 2005 07:44

En opsigtsvækkende undersøgelse der offentliggøres i det medicinske tidsskrift Human Reproduction, viser at grønlandske mænds sædkvalitet ikke er påvirket i nær så høj grad af giftige PCB-rester, som sæd fra mænd i en række andre europæiske lande.

PCB er et syntetisk stof, der tidligere blev brugt i en lang række produkter indenfor industrien, indtil man opdagede deres alvorligt skadelige virkninger på miljøet, hvor det ophobes i fødekæderne. Stoffet har derfor været forbudt i de fleste lande helt siden 1977.

Men rester af stoffet findes stadig overalt i de vestlige landes miljø, og det er baggrunden for en række italienske forskeres undersøgelse, hvor de har sammenlignet mængden af PCB-rester i sæd fra i alt 700 mænd fra Sverige, Polen, Ukraine og Grønland.

Det opsigtsvækkende resultat er, at selvom ophobningen af PCB-rester er højt, også i grønlandske mænds sæd, viser prøverne fra de 193 deltagende grønlandske mænd, at PCB-resterne i markant grad ikke har skadet deres sædkvalitet, i forhold til mænd fra de andre deltagerlande.

- Vi troede vi ville få et klart svar i vores undersøgelse, i stedet rejser resultatet en række nye uafklarede spørgsmål, siger den italienske leder af undersøgelsen, Marcello Spano.

For hvorfor klarer den grønlandske sæd sig markant bedre end sæd fra de andre lande?

Et muligt svar kan findes i genetiske forhold, ligesom forskerne mener at den grønlandske kost, med et stort indhold af selen, kan være én af grundene, mener dr.Spano ifølge internetavisen Medpage.