Verdens bestand af isbjørne vil mindskes med mere end 30 procent i løbet af de næste 30 til 50 år. Det forudsiger en international gruppe af isbjørneeksperter ifølge sydafrikanske Independent Online.
Isbjørneeksperterne, som er fra Grønland, Canada, Norge, Rusland og USA, holdt møde i Washington i slutningen af juni.
Eksperterne har valgt at opføre isbjørnen på listen over sårbare dyrearter. Nye tal viser nemlig, at bestanden af isbjørne i Canadas Western Hudson Bay er faldet med mindst 16 procent.
Isbjørnene er truet af den globale opvarmning, som får havisen til at smelte tidligere og tidligere hvert år. Bjørnene er afhængige af isen, fordi de vandrer ud på den for at fange sæler. Verdens nuværende bestand af isbjørne menes at være på mellem 20.000 og 25.000 isbjørne.