Russerne borer 30 mio. år tilbage i tiden

30. maj 2005 16:30

Trods internationale protester satser russiske forskere på at bore de sidste 130 meter ned til verdens største isdækkede sø. Søen har ikke været i kontakt med omverdenen i op imod 30 millioner år.

Det er dybt inde i hjertet af Antarktis, hvor middeltemperaturen er minus 55 grader, og ingen større dyr kan overleve, at Vostok-søen ligger.

Søen, der blev opdaget med is-radar i 1970'erne, ligger gemt under næsten 4 kilometer is, og det har den muligvis gjort i helt op imod 30 millioner år.

Den er på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen og visse steder op til 800 meter dyb. Af forskerne kaldes den en af jordklodens allersidste hemmeligheder.

Nu er spørgsmålet hvor længe den forbliver med at være det. Russiske, amerikanske og franske forskere har allerede boret 3.623 meter ned i isen. De stoppede i slutningen af 1990'erne omkring 130 meter fra søens overflade, fordi de frygtede at komme til at forurene søens unikke vand.

Men nu har de russiske forskere så proklameret, at de vil fravriste Jorden sin iskolde hemmelighed og bore helt ned til søvandet for at tage prøver.

Ifølge Valeri Lukin har han og hans forskerteam nemlig udviklet helt nyt boreudstyr, der kan trænge ned til søen uden at forurene den.

Men det er noget nær umuligt, siger professor Dorte Dahl-Jensen fra Afdelingen for Geofysik på Københavns Universitet til Politiken.

- Jeg tror ikke på, at de har en boremetode, der er sikker nok, for det kan man slet ikke, siger hun.

På trods af sin skepsis over for russernes nye revolutionerende boreteknik kan den danske professor dog ikke skjule sin begejstring ved tanken om, hvad der kan gemme sig i den hemmelighedsfulde Vostok-sø.

Her i Grønland har forskerne blandt andet fundet bittesmå rester af piletræ, der voksede for omkring 2,5 millioner år siden.

Ifølge Antarktis-aftalen fra 1961 har ingen lande suverænitet over Antarktis-området, og området er derfor åbent for al forskning.

Til gengæld skal forskerne overholde en stor mænge miljøregler. Russerne har endnu ikke afleveret den endelige miljøevalueringsrapport, men når den kommer, forventes det, at internationale forskere vil udtrykke deres skepsis over for russernes planer.