Rusland og Kina protesterer over USA´s missilskjold

USA's planlagte missilskjold, som bl.a. inkluderer de amerikanske forsvarsanlæg i Pituffik, skader verdensbalancen og international våbennedrustning, lyder det i en fælles erklæring fra Kina og Rusland i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
23. maj 2008 16:50

Den nyvalgte russiske præsident, Dmitrij Medvedev er på sin første udlandsrejse, og i dag kom han forbi Kinas hovedstad, Beijing, hvor han mødtes med den kinesiske præsident, Hu Jintao.

- Begge sider mener, at skabelsen af et globalt missilforsvarssystem, ikke hjælper til at skabe balance og stabilitet i verden og skader de internationale mål om kontrol og spredning af våben, siger de to statsledere i en fælles erklæring.

Basen i Pituffik er som sagt en del af det af Rusland og Kina kritiserede missilskjold.

På tirsdag får Grønland besøg af den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, i forbindelse med det arktiske topmøde i Ilulissat, og man får så at se, om han dér vil gentage den russiske kritik af missilskjoldet overfor Grønlands Landsstyre.