Royal Greenland producerer i Polen til foråret

28. juli 2005 07:17

Royal Greenland begynder produktionen af fiskeprodukter i Polen ved slutningen af dette år eller til foråret, fortæller direktør i Royal Greenland Henrik Leth.

- Vi er i fuld gang med forhandlinger om fast ejendom, der er velegnet til fiskeproduktion, siger han.

Royal Greenland vil investere mellem 100 og 130 millioner kroner på deres nye anlæg i Polen. Og ifølge det polske erhvervsblad Warzaw Business Journal bliver det i byen Koszalin, at fabrikken skal ligge. Det vil Royal Greenland direktøren dog hverken af- eller bekræfte.

I Polen byder formanden for den polske fiskeindustris brancheorganisation Jerzy Safader ifølge Warzaw Business Journal den nye fabrik velkommen.

- Det vil gøre konkurrencen hårdere, og det vil presse resten af industrien til at blive mere effektiv. I sidste ende vil det komme de polske forbrugere til gode, siger han.

I sidste måned meddelte Royal Greenland, at de fyrer deres 100 ansatte i Glyngøre, for at flytte fabrikken til Polen. Flytningen blev begrundet med, at danske medarbejdere skal have seks gange mere i løn, end i de lande selskabet konkurrerer med.