Royal Greenland og Polar Seafood bytter aktier

Polar Seafood og Royal Greenland stopper samarbejdet omkring Upernavik Seafood og Polar Raajat, de tidligere ejede i fællesskab.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
08. september 2014 09:53

Nu bytter de i stedet aktier, så Royal Greenland nu ejer Upernavik Seafood 100 procent og Polar Raajat nu hører helt under Polar Seafood.
 
Bestyrelsesformanden for Polar Seafood, Henrik Leth siger til KNR, at aktiebyttet er foregået i enighed.
 
- Der er såmænd ikke noget dramatik i det. Det er jo sådan, at det altid er rart når man driver virksomheder, at man har kontrol med det man laver, derfor har det været et ønske, at vi begge to har kontrol med vores egen virksomheder 100 procent.

- Også har Royal Greenland ønsket at komme stærkere ind i hellefiskeriet op i Nordgrønland og det er det vi han lavet en aftale om, siger Henrik Leth og gør opmærksom på, at Royal Greenland og Polar Seafood fortsat vil have et samarbejde vedrørende markedsføring og promovering af grønlandske kvalitetsprodukter i de internationale markeder.

Fortsætter samarbejdet
Leth gør det dog klart, at de to virksomheder nok skal fortsætte samarbejdet og hjælpe hinanden i fremtiden også.
 
- For eksempel skal Royal Greenland og Polar Seafood sammen med Selvstyret til Japan i december. Og hvis vi mangler produkter, så er aftalen, at vi kan købe fra Royal Greenland og omvendt, siger bestyrelsesformanden for Polar Seafood, Henrik Leth.

Han siger samtidigt, at byttet af aktie ikke får indflydelse på den daglige ledelse både for Upernavik Seafood og Polar Raajat.
 
Flemming Andersen vil således fortsat være direktør for Upernavik Seafood og Henrik Eriksen sidder fremover også som direktør for Polar Raajat.