Royal Greenland laver historisk stor investering i trawlere

Virksomheden bruger et historisk stort beløb på at investere i nye fabrikstrawlere.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Kenneth Elkjær
19. april 2017 11:39

Det er fabrikstrawlerne Sisimiut og Qaqqatsiaq, der kan se frem til at blive udskiftet med nye, moderne skibe. Det oplyser Royal Greenland i deres årsregnskab for 2016.

De nye trawlere vil blive leveret i 2019, og de beskrives som 'den største investering i selskabets nyere historie' med en samlet pris på 700 millioner kroner. 

Efter en udbudsrunde har det spanske skibsværft Astilleros de Murueta vundet opgaven med at levere de to nye skibe, der bliver væsentligt større end de skibe, de skal afløse.

LÆS OGSÅ Royal Greenland sejler rekordregnskab i hus

De to nye skibe bliver kombinationstrawlere med en længde på 83 meter, mens de gamle skibe er 66 og 70 meter lange. Afløseren for trawleren Sisimiut får en lasteevne på 1750 kubikmeter imod 1200 kubikmeter i det gamle skib. Afløseren for Qaqqatsiaq får næsten dobbelt så meget plads til last med 2950 kubikmeter imod 1450 kubikmeter i det nuværende skib.

Nye trawlere

Afløseren for Sisimiut bliver en kombinationstrawler, der skal fiske efter torsk og hellefisk. Det bliver desuden muligt at producere fiskemel- og olie ombord.

Afløseren for Qaqqatsiaq er bygget til at fiske efter rejer og hellefisk.

Og det giver nye muligheder, fortæller koncernproduktionsdirektør Lars Nielsen til magasinet Navigatio, der bliver udgivet af Royal Greenland.

- Vi har valgt at bygge kombinationstrawlere, fordi det passer godt til vores fiskemønster, og de giver os den nødvendige fleksibilitet til den fremtidige kvoteudvikling.

- Trawlerne kan have mere i lasten, før de skal losse, de kan tage på længere ture, og vi får bedre forhold for besætningen, siger Lars Nielsen om de nye skibe, der skal fiske omkring Svalbard, Rusland og Nordvestgrønland.

Når de nye skibe bliver leveret til Royal Greenland i 2019 skal trawlerne Sisimiut og Qaqqatsiaq sælges.

Foto © : Royal Greenland
Foto © : Royal Greenland

Flot regnskab

Royal Greenland har onsdag udsendt deres årsregnskab, der byder på et overskud på 173 millioner kroner efter skat. Et rekordregnskab for virksomheden, der dog skal ses i lyset af, at regnskabsåret for 2016 var på 15 måneder.

Men det er stadig et historisk godt regnskab, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse:

- Resultatet før skat på 12 måneders basis ligger ca. 20 millioner kroner over resultatet for sidste regnskabsår, som på det tidspunkt var det bedste, koncernen havde opnået, skriver Royal Greenland.