Royal Greenland får måske flere ejere

02. februar 2006 18:01

Det er ikke sikkert, at Grønlands Hjemmestyre fortsætter som eneejer af Royal Greenland A/S.

Det oplyste Landsstyremedlem for Erhverv, Siverth K. Heilmann på selskabets generalforsamling i går.

- Landsstyret er i dialog med Royal Greenland om flere mulige scenarier for selskabets fremtid. En mulighed er at hjemmestyret fortsætter som eneejer, en anden at der indgås strategiske alliancer, hvor ejerkredsen udvides.

Tidligere har Grønlands Hjemmestyre været villig til at indskyde yderligere kapital i selskabet, men nu ønsker man at Royal Greenland kommer med et forslag til fremskaffelse af kapital, så selskabet kan deltage i konsolideringen af seafoodindustrien, fortalte Siverth K. Heilmann.

Hjemmestyret vil dog fortsat bevare den bestemmende indflydelse, og Landsstyret ønsker ikke at sælge ud af sin ejerandel i moderselskabet, tilføjede landsstyremedlemmet.