Det skal være slut med at have nyhedsudsendelser på dansk i samme omfang som på grønlandsk. Og på sigt skal de danske udsendelser måske helt væk. Det mener Siumuts Per Rosing-Petersen. Han står bag en debat om mediernes rolle. Debatten finder sted i Landstinget tirsdag.
Per Rosing-Petersen understeger, at han ikke ønsker at afskaffe de dansksprogede nyhedsudsendelser her og nu, men de skal være kortere, og der skal være færre af dem end de grønlandsksprogede udsendelser.
Debatten i Landstinget skal være det første skridt på vejen hen imod en rent grønlandsksproget nyhedsformidling.
Landstingsmedlemmet henviser blandt andet til, at de færøske medier udelukkende bringer lokale nyheder på færøsk. Per Rosing- Petersen mener, at nyhedsformidling på dansk er et levn fra kolonitiden. Og vil borgerne herhjemme følge med i debatten, må de lære sig grønlandsk, mener han.
- Forslaget kan være med til at forpligte den dansktalende del af befolkningen til at lære sig grønlandsk, siger Per Rosing-Petersen.
Formanden for KNR’s bestyrelse, Pollas Lyberth, er ikke enig med Per Rosing-Petersen. Han mener i stedet, at KNR bør gå den anden vej og f.eks. også igen begynde at bringe nyheder på engelsk.