Rod i kandidatlisten på rådhuset

Hvis man har været nede og brevstemme mandag morgen i Nuuk, så er der gode chancer for, at man har set fem kandidater for lidt på listen.
- Vi skal selvfølgelig beklage, at den rigtige liste ikke var fremme i tide, siger Lars Damkjær. Foto © : KNR
27. oktober 2022 09:33

Tilføjelse: Artiklen er blevet opdateret med oplysninger om, at den korrekte kandidatliste blev fremsendt fra Rigsombuddet til Kommuneqarfik Sermersooq i tide. Det fremgik ikke i en tidligere version. KNR beklager fejlen.

En vågen vælger lagde i mandags et billede på Facebook af en kandidatliste, hvor der manglede hele fem navne.

Foto © : Privat

Kommunikationschef for Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Damkjær, bekræfter, at der mandag morgen har været en ikke-opdateret liste, som var printet direkte fra Sermitsiaq.

-Det, der sker, er, at den officielle kandidatliste fra Rigsombuddet ikke er kommet frem til borgerservice i tide. Så det er rigtigt, at der på disken har ligget en kandidatliste skrevet ud fra Sermitsiaq.

- Men det var ikke en officiel kandidatliste. Men vi skal selvfølgelig beklage, at den rigtige liste ikke var fremme i tide, siger Lars Damkjær til KNR.

Usikkert hvor mange fejlen har påvirket

Rigsombuddet oplyser til KNR, at den korrekte kandidatliste med samtlige opstillede kandidater blev fremsendt til Kommuneqarfik Sermersooq fredag 21. november - umiddelbart efter, at der samme dag var sidste frist for at melde sig som kandidat.

Fejlen på rådhuset skyldes altså ikke en forsinket afsendelse af kandidatlisten fra Rigsombuddet.

Til gengæld var listen ikke kommet den rigtige vej igennem kommunens afdelinger, oplyser Lars Damkjær. Derfor blev den ikke sendt frem til dem, der skal hænge sedlen op.

Ifølge ham blev svipseren hurtigt fikset - indenfor en time blev den rigtige seddel hængt op.

- Der er selvfølgelig nogen i den periode, der ikke har fået den service, som de har krav på, og det er ærgerligt. Men det blev rettet, så hurtigt vi kunne, siger han.

Lars Damkjær kan ikke svare præcist på hvor mange mennesker, der blevet påvirket af den mangelfulde liste. Det bliver nemlig ikke opgjort, hvad tid, folk stemmer.

- Jeg har spurgt i borgerservice, og vi ved, at der er en enkelt vælger, der har ventet på at få de rigtige navne og er gået igen med uforrettet sag, siger han.